Categories: General
      Date: dec 16, 2010
     Title: Hvem har ansvaret ?
Den historiske træskibshavn i Nyhavn er havnet i et tomrum mellem flere håndfulde myndigheder. Der er kulturmyndigheder, teknikmyndigheder, havnemyndigheder, vejmyndigheder, fredningsmyndigheder og søfartsmyndigheder. Altså nok til at bestemme, men ingen vil tage et ansvar.

Nyhavnsforeningens formand, arkitekt m.a.a. Arne Gotved, stiller her syv spørgsmål til Københavns overborgmester Frank Jensen:

 

Hvem har det overordnede kulturelle ansvar for, at Københavns unikke pladser og byrum bevarer deres historiske kvaliteter, og ikke forfalder eller ødelægges af tilfældige ubetænksomme tilladelser til hvad som helst, fra underordnede instanser?

Hvem forhindrer f.eks. i sidste ende, at turistbusserne får lov til at parkere på Amalienborg Slotsplads, og at Rosenborg Slot males op i moderne ’party-farver’ som Scala-biografen?

Og hvem tillader eller forhindrer, at der placeres fastliggende overdimensionerede futuristiske teater- og restaurationspramme i det historiske Nyhavns-miljø, som burde plejes frem for ødelægges?

I uprioriteret rækkefølge kunne det være Fredningsmyndighederne – Kulturministeriet - Kulturarvsstyrelsen  - og/eller kulturudvalget på Københavns Rådhus.

Da Nyhavn jo er både Byrum og Havn, skal vandet også med i billedet – myndigheden i By & Havn (hvor kommunen sidder med ved bordet) er også medbestemmende, når kulturelle mål skal udstikkes og fastholdes.

 

Det komplicerer sagen, at regler og vilkår til vands og til lands er meget forskellige. Fredningsmyndighederne har godt fat i bygningerne på land efter fredningslovgivningen fra 1918, hvorimod skibe først bliver fredet efter vraglovgivningen, når de har ligget på havets bund i 100 år. Der er ikke ens vilkår for de faste fredede huse og bolværker, og de sejlende bevaringsværdige fartøjer. Trafikken i havnen og kanalerne - og dermed påvirkningen af havnepladserne - reguleres af By & Havn, der hverken har fredningshensyn eller kulturelle indfaldsvinkler på programmet. 

Hvem bestemmer i den sidste ende?

 

Status for Nyhavn som træskibshavn

Retter vi søkikkerten specifikt mod Nyhavn, er første konstatering, at Veteranskibshavnen, som Københavns Kommune indviede i 1976 i samarbejde med Nationalmuseet og  de private fartøjsejere (Nyhavnsforeningen og landsforeningen Træskibs Sammenslutningen) langsomt voksede til Danmarks turistbrand nummer ét på verdensplan.

Og den anden konstatering er, at successen magnetisk tiltrak en lang række kommercielle tiltag, som ikke nødvendigvis gavnede det historiske miljø, og i sidste ende – det er sådant omtrent nu, hvis der ikke passes på ’fra oven’ – helt får ødelagt de opnåede kvaliteter.

Holder man af det historiske Nyhavnsmiljø – eller nøgternt skeler til træskibshavnens samlede turistværdi – må man slå syv kors for sig, og bede til, at begærligheden og den destruktive udnyttelse tøjles. Men hvem skal man bede til?

Herrens veje er som bekendt uransagelige – så i stedet for de syv kors har Nyhavnsforeningen syv jordnære spørgsmålstegn som stilles i det efterfølgende i et forsøg på at få afklaret beslutningsvejene omkring ’Nyhavn som Byrum og Havn’.

 

01.                 Havnerundfarterne DFDS og Netto

Fra at Nyhavn i midtfirserne havde ét stoppested til én havnerundfartsbåd , er indre Nyhavn vokset til Danmarks travleste færgehavn, med to konkurrerende selskaber, fire anløbspladser og hundredetusinder af passagerer. Den udvikling er til stor skade for Veteranskibshavnen, der på begge sider har mistet sikre havnepladser, og lever i konstant fare for påsejlinger, selv om antallet af veteranskibe er drastisk beskåret.

Og havnerundfartsbådene er vokset i størrelse. For DFDS vedkommende er hele flåden fornyet siden 1989, og de seksten nye både er gennemsnitlig 3,5 meter længere og 80 centimeter meter bredere end de gamle.

Besejlingen er hektisk og skadevoldende i højsæsonen, og sejladserne er nu udvidet til hele året, efter at der fra 1995 er sat overdækkede både ind i trafikken.

Havnerundfarter er noget af det bedste en by kan have – men nogen må have ansvaret for, at hele flåden sendes ind og ud af Nyhavn - en blindtarm og et fredet byrum med ikon-status.

Hvem tager det overordnede kulturelle ansvar her ?

 

02.                 Nationalmuseet.

Museet - der i 1976 fik rådighed over vandet på Charlottenborgsiden - mistede i midtfirserne kajpladsen, hvor sluppen RUTH fra 1854 havde ligget , idet Netto-bådene fik anvist pladsen til  anløbsplads.  Og i den anden ende af kajen fik først Bådteatret - der dengang var et sejlende teater med sommerforestillinger i provinsen – en fast plads efter forespørgsel hos Nationalmuseet. Senere kom caféskibet Liva til – denne gang uden forespørgsel.

Tilbage på museumssiden er Fyrskib XIII Gedser Rev, DFDS-pram nr. 16, og galeasen Anna Møller fra 1906, men Nationalmuseet er i de senere år så stærkt beskåret i deres bevillinger, så skibene er nedprioriteret og under stærkt forfald.

Hvem tager det overordnede kulturelle ansvar her ?

 

03.                 Restauranterne

Da skibene (igen) kom ind i Nyhavn 1976, begyndte en ny storhedstid for kanalen, der fra at være et forfaldent område med massiv bilparkering, og værtshuse der havde mistet deres omsætning – langsomt forvandledes til et mere end velbesøgt område. Der kom ny økonomi i Nyhavn, så husene kunne vedligeholdes – der blev lavet gågade, som senere fik sin gamle brolægning tilbage – og restauranterne fik tilladelser til udeservering. Borgere og turister strømmede og strømmer til.

Allerede i maj 1997 bragte tidsskriftet ’Stads- og Havne- Ingeniøren’ arkitekt Jan Gehl’s pladsstudier, der dokumenterede, at Nyhavn var Danmarks ultimativt tættest ’befolkede’ pladsrum, og siden er det kun blevet tættere. Der er dage, hvor de arme besætninger dårligt kan komme til eller fra deres skibe, og ørepropperne må frem for at dæmpe den evigt gentagne musik fra gademusikanterne.

Og tiden hvor der kunne udføres nødvendige skibsarbejder på kajen – ordne master og rundholter f.eks. – var og er endegyldigt forbi.

Skibene opfatter sig som en del af den folkelige succes og lever med de mange folk på kajen og formidlingen af den sejlende kulturarv. Men når restauranterne ikke kan styre deres grådighed og med en massiv række af træskure afspærrer hele kajen to måneder om året med et uvedkommende julemarked som omsætningsfremmende foranstaltning, melder skibene fra. Hvor Nyhavns succes i starten var et fælles anliggende, er interessemodsætningen til at få øje på i november og december.

Hvem tager det overordnede kulturelle ansvar her ?

 

04.                 Teaterskibene

Da Bådteatret fik plads inden for Nyhavnsbroen, var det en fin gammel nittet jernpram uden nævneværdige overbygninger,  men senere blev der rejst et ’midlertidig’ presenningstelt, der skæmmede indre Nyhavn gennem mere end 20 år. Beboerne var ulykkelige – men hvem tager sig af det. 

Bådteatret var – som det også var gældende for Liva – ude af proportioner i forhold til resten af indre Nyhavn, alene på grund af store overbygninger.

I dag er teltet kommet ned, men til gengæld er der etableret offentlig servering på dækket – undertiden med levende musik og kulørte lamper – og beboerne er endnu mere ulykkelige end før. Dertil kommer, at vedligeholdelsen af skroget er klaret med påsvejsning af jernplader, så den historiske nittede konstruktion, som oprindeligt formildede fredningsmyndighederne, er ’pudset over’.

Det er et stadigt arbejde at passe og vedligeholde træskibe, der ligger i vandet året rundt, også selv om de ikke skal være sødygtige (godkendt til sejlads). Det måtte kommunen også sande – Liva  - der var et kommunalt ejet træskib -  rådnede op af samme grund, og måtte hugges op efter sæsonen 2003.

Det var selvfølgelig ikke godt – men livreddende for træskibene på værtshussiden, som fik overgivet kajpladsen til udrustnings- og reparationskaj til de arbejder, der ikke mere kan/kunne foretages på den overbefolkede værtshusside.

Og så springer der en bombe i fartøjsmiljøet. Folkene bag gamle Liva - med en kendt advokat i spidsen - har samlet penge sammen til en ny teaterpram – Liva II – og mener de er berettigede til at komme tilbage ’til deres gamle kajplads’ på trods af at der er tale om et helt andet projekt, og at pladsen nu (som oprindeligt) indgår i museumshavnens aktiviteter.

Efter sigende bliver Liva II 60% større end gamle Liva, og forsynet med en ’kontoroverbygning’ med sammenhængende glasfacader fra for til agter. En ny stor futuristisk ’teaterfugl’ er født, og der er stærke kræfter der arbejder for, at den skal have rede inden for Nyhavnsbroen.

Hvem tager lige det overordnede ansvar for det ?

Endnu kan det afværges, men det er oppe over.

 

05.                 De bevaringsværdige træskibe

Som det fremgår, har de gamle træskibe urimelige kår i Nyhavn, men Nyhavn er nu engang det bedste sted for formidlingen af den sejlende kulturarv, så det er værd at slå et slag for at få genoprettet tålelige forhold, og få de tabte skibe og pladser tilbage.

Lige som de fredede bygninger ikke betaler grundskat, betaler de bevaringsværdige skibe ikke havnepenge i Nyhavn, men havnepladsen er betinget af en række forpligtelser, som påhviler fartøjsejerne i henhold til aftalen med kommunen.

Skibene må ikke benyttes som husbåde, de må ikke udlede spildevand, de skal være sødygtige og sejlende, der må ikke drives handel fra skib til kaj, der må ikke være reklamer om bord ud over skibets navn (og historie) – og skipperne skal i øvrigt betjene Nyhavnsbroen.

Alt sammen for at sikre den levende historiefortællende havn, som var visionen i 1976, og som har fungeret frem til i dag.

Desværre blev de forudsætninger som man dengang tog for givet - de selvfølgelige og nødvendige rettigheder - ikke nedfældet. Det gælder f.eks. et lokale i land (som skibene havde de første år), det gælder rettigheden til fri adgang til skibene, og benyttelse af kajarealet til skibsarbejder, det gælder forsvarlige forhold for havnemanøvrer - og sidst men ikke mindst: Den sikre havneplads.

Inden for de aftalte rammer og betingelser fra 1976, er det Nyhavnsforeningen, der gennem alle årene har taget – og tager - det praktiske og kulturelle ansvar. Og bortset fra antallet af skibe er der ikke noget at komme efter langs vores bolværk.

Men det overordnede kulturelle ansvar – der mere end nogensinde gælder træskibshavnens overlevelse og fremtid som ikon for København – kan Nyhavnsforeningen ikke få placeret, så det bliver operativt. Hvem tager det kulturelle ansvar ?

 

06.                 By og Havn –

myndigheden over besejlingen af vandarealet i Nyhavn

Udviklingsselskabet By og Havn på Toldboden skal sørge for, at de indgåede besejlingskontrakter og aftaler med DFDS/Canaltours og Nettobådene overholdes, og at en kommende genforhandling (2014) retter forholdene ind efter de overordnede politiske ønsker, som f.eks. vedtaget i Byrumsstrategien.

På trods af gentagne klager gennem de sidste ti år har By og Havn ikke været i stand til at sikre Nyhavns bevaringsværdige træskibe – Københavns berømmede Museums- og Veteranskibshavn – imod havnerundfarternes skadevoldene vækst og uhæmmede sejlads i Nyhavn, som beskrevet i punkt 01.

Og når der klages over de notoriske påsejlinger, der er en følge af den tilladte sejlads, melder By og Havn hus forbi – det er ikke deres myndighedsområde. Hvis er det så?

Søfartsstyrelsens Opklaringsenhed kan der heller ikke klages til, lige som politiet hidtil har afvist at optage rapporter. Der er simpelt hen ingen overordnede myndigheder at klage til, når Nyhavnsskibene påsejles.

Selvfølgelig klages der direkte til skadevolder, når/hvis der er vidner til en påsejling, men det hjælper ikke på den generelle sikkerhed.

By og Havn erkender, at Nyhavnsskibene befinder sig i et tomrum - hvilket siger meget om den håbløse situation, skibene er ’havnet’ i.

Nogen må have et ansvar for at tillade de uforsvarlige sejladsforhold. Københavns Kommune ejer 55% af By og Havn – men hvem vedkender sig lige det overordnede ansvar for sikkerheden på vandet i Nyhavn ?

 

07.                 Kommunen og forvaltningen –

myndigheden over udnyttelsen af kaj- og gadearealerne i Nyhavn

Københavns Kommune ejer alle kajerne inden for Nyhavnsbroen, og det er kommunen, som er ’udlejer’ til Nyhavnforeningen, ligesom det er kommunen, der desværre accepterer, at de oprindelige lejevilkår ikke efterleves.

Sager vedrørende Indre Nyhavn administreres af adskillige afdelinger i Teknik- og Miljøforvaltningen, og det er ikke muligt for Nyhavnsforeningen at få en samlet oversigt over de berørte sagsbehandlere. Nogen tager sig af udlejningen af gadearealerne til restauranternes udeservering og julemarked. Nogen må også have givet tilladelse til offentlig servering på dækket af Bådteatret, og nogen tager sig af Nyhavnsbroen og bolværkerne (hvem?), nogen tager sig af renholdelse, nogen har kontakt med fredningsmyndighederne, og nogen tager sig af byggetilladelser hvis der er tale om et ’husbådsprojekt’  (læs LIVA II). Nyhavnsforeningen har gennem årene haft et godt samarbejde med Afd. for Bydesign, tidligere Vej & Park, men der er flere kokke, der serverer for politikerne i Teknik og Miljøudvalget. Og – set fra Nyhavsforeningen – mangler der overordnede kulturelle og turistmæssige overvejelser.

Hidtil har vi placeret det fulde ansvar for Nyhavn hos overborgmesteren – og Jens Kramer Mikkelsen (der i dag er direktør i By & Havn) holdt da også den smukkeste tale for fuld mikrofon i Nyhavn ved træskibshavnens 25 års jubilæum i 2001 – men da der ikke kom handling bag ordene, og træskibene fortsat er mishandlede, er det – eller var det – ikke her hjælpen skulle hentes.

Hvis Liva II nu får plads inden for Nyhavnsbroen, er strategien om, at Nyhavn skal være en Museums- og Veteranskibshavn af høj kvalitet, i hvert fald groft punkteret fra Rådhuset.

Og endvidere tillader Kommunen fortsat opstilling af Erhvervsforeningens Julemarked langs kajen på værtshussiden i Nyhavn, på trods af Byrumsstrategiens bestemmelser om fri adgang til kajerne, og på trods af Nyhavnsforeningens gentagne protester. 

Hvor ligger det overordnede ansvar for Nyhavns fremtid?

Hvis det er Overborgmesteren, der er kaptajn på broen, får han så de relevante informationer fra de mange styrmænd, eller relevante eksterne myndigheder, så skuden kan holdes på ret kurs ?

 

Byrumsstrategi ligger stille

Kommunens Teknik- og Miljøudvalg vedtog for et år siden en ’Byrumsstrategi for Nyhavnsområdet’ som afslutning på fem års sagsbehandling, efter et klart SOS fra Nyhavnsforeningen. I første omgang blev nødsignalet opfanget , men siden blev det overdøvet af støjen fra broerne over havneløbet, og da sagen endelig blev genoptaget, blev navnet ændret fra det seriøse ’Nyhavn som Byrum og Havn’ til det noget platte ’Nyt liv i gamle Nyhavn’, samtidig med at Nyhavn blev udpeget til ’partyzone’

Byrumsstrategien blev udarbejdet med en følgegruppe af aktørerne i området, der hver kæmpede deres egen sag med mere eller mindre ufine midler. Erhvervsforeningen truede f.eks. med stjerneadvokater hvis kajen langs veteranskibshavnens bolværk ikke måtte bruges til kommercielle tiltag, og DFDS afgav urigtige oplysninger om deres voksende bådstørrelser og sejlads, formentlig med henblik på at nedtone problemerne.

Overordnede kultur- og turistmæssige interesser var fraværende, og det var tæt på, at resultatet var blevet at status quo for indre Nyhavn. Så galt gik det dog ikke. I sidste omgang blev det besluttet at begge havnerundfartsselskaberne skal dele DFDS færgehavnen ved Kongens Nytorv, og Netto-bådenes anløbsbro på Nationalmuseets kaj derefter nedlægges.

Der er bare ikke sket noget endnu – initiativet ligger hos havnerundfarterne – og besejlingen af Nyhavn er værre end ’status quo’.

 

Så konklusionen er foreløbig: