Her findes dokumentation for Nyhavnsforeningens aktiviteter i form af f.eks. aftaler med myndigheder og korrespondance i forbindelse med aktuelle hændelser i kanalen

DOKUMENT 1:

Nyhavnsforeningens vision

Hensigten med Veteran- og Museumshavnen i Nyhavnskanalen beskrives her i den vision, som bestyrelsen vedtog i 2007. Både idéerne og barriererne er stadigvæk aktuelle:

Nyhavnsforeningens vision er at (gen)skabe en kvalitativ museumshavn i hjertet af København, og på den måde styrke det historiske miljø, der har sat København og Danmark på turismens verdenskort, og samtidig sikre såvel museumsfartøjerne som de bevaringsværdige sejlende skibe en fremtid, med acceptable betingelser i en tryg havn, til glæde for alle parter – skippere, beboere, byens borgere og de mange turister.

Historie

Den 19.oktober 1673 sløjfedes dæmningen mod havnen, og vandet skyllede ind i Gyldenløves Kanal – i nutiden bedre kendt som Nyhavn. Den fornemste bygning ved kanalen blev Gyldenløves eget palæ, senere Charlottenborg, mod Kgs. Nytorv, med et stort haveanlæg ned langs kanalen. De øvrige arealer blev udstykket i mindre parceller, hvor stadens borgere opførte deres huse i den kendte smalle, lodrette  takt, med forskellige højder og farver. Her var købmandsgårde med sidehuse og lagre, gæstgiverier og værtshuse, med boliger for ejere og lejere i husenes øverste etager.

En beskrivelse som næsten kan dække Nyhavn i dag – 333 år senere.

Da mænd var af jern og skibe af træ Så livlig var Nyhavnskanalen og omegn på dette foto fra 1902. Der lå skonnerter og galeaser på stribe langs kajerne, og hestevogne hentede og bragte alskens gods, der blev losset med håndkraft. Det var på et tidspunkt, hvor vinden som fremdriftsmiddel fortsat kunne gøre sig gældende i handelsflåden.

Kanal med tomme kajer Allerede i 1950-erne var sejlskibstiden forlængst forbi og dermed også Nyhavns rolle som centrum for småskibstrafikken. Kajerne lå døde hen i mere end 20 år, før Nyhavnsforeningen med sin vision om en levende Museumshavn fik den gamle kanal befolket igen med træskibe og deres djærve besætninger. Museumshavnen var direkte årsagen til, at Nyhavn i dag er Danmarks turistattraktion nummer 1. Bivirkningen ved den succes er desværre også, at Nyhavn er det sted i landet, hvor land og vand er hårdest kommercielt udnyttet pr. kvadratmeter.

Før nutid

Ingen steder finder man et så helt og uspoleret miljø med sammenhæng mellem land og vand, mellem fredede gamle huse og bevaringsværdige skibe. Nyhavns arkitektoniske kvaliteter og de stadig søgående fartøjer er enestående.

Takket være Københavns Kommunes indvielse af Nyhavn som Museumshavn i 1976, med A.P.Møllers gave til Nationalmuseet – Fyrskibet, Dæksprammen og galeasen ANNA MØLLER – på Charlottenborgsiden og havneplads til de sejlende veteranskibe på den modstående kaj, kom der skibe tilbage i Nyhavn. Kanalen havde i en årrække ligget tom og forladt, som konsekvens af, at lastbilerne i efterkrigsårene udkonkurrerede de mange paketbåde, der gik i rutefart mellem Nyhavn og provinsen.

Idéen til museumshavnen kom fra Nyhavnsforeningen – der var stiftet i samme anledning – og foreningen var efterfølgende aktiv i gågadeprojektet, hvor de mange parkerede biler forsvandt, og siden brolægningen, der var en stor byrumsmæssig forbedring, hvor den gamle flade fra hus til bolværk blev genskabt. Zonedelingen mellem fodgængerarealerne og restauranternes udendørs servering – overdækket med ensartede lyse reklamefri parasoller – fungerer i sommertiden, men smukt er her også i vintertiden med de åbne flader, hvor husenes lys spejler sig i kanalen sammen med skibenes rigninger. Det er lykkedes at bevare det lave lydniveau, der er så vigtigt for oplevelsen af det specielle byrum. Projektørbelyste facader er lykkeligvis undgået - det er restauranternes glødelampelys og enkelte neonskilte, der giver stemning og har betydning.

Status

Så langt så godt. Nyhavnsforeningens oprindelige vision fra 1975 om at skabe liv i Nyhavn blandt andet ved at få skibene ind igen, er til fulde lykkedes. Nogle vil sige i en grad, så succesen har sejret sig ihjel. Nyhavn har nu gennem mange år været Københavns tættest befolkede pladsrum, og det er fint nok, men det voksende pres fra vandsiden er blevet ødelæggende for museumshavnen. Havnerundfarternes velfortjente succes har gennem årene betydet udvidelser af ’færgelejerne’, større og flere både, samt forlængede fartplaner – der sejles nu helt frem til jul, og dertil er den massive sommertrafik ofte skadevoldene. Der er ikke plads nok til sikre havnemanøvrer, og Nyhavn er langsomt blevet til et farligt hjemsted for de bevaringsværdige fartøjer. Den opmærksomme besøgende ser det – mange af Nyhavns sejlende fartøjer er søgt andre steder hen. Mere end 30 % af museumshavnens vandareal er tabt som sikre havnepladser på grund af havnerundfarternes aktiviteter, og derfor er der sommeren igennem meget tomt på den nordlige kaj - turistindustrien overlever på gamle postkort.

Fremtid

Nyhavnsforeningens nuværende vision er i al sin enkelthed at genskabe den trygge museumshavn, hvor de bedste af Nyhavns mange kvaliteter som Byrum og Havn kan styrkes.

Hvis det skal lykkes, er der to nødvendige forudsætninger:

For det første:

Havnerundfarterne må rykke ud af Nyhavn.

Det er nødvendigt alene af sikkerhedsmæssige grunde, hvis de gamle skibe fortsat skal bevares i Nyhavn. Ud over det rolige vand og den trygge havneplads, som er forudsætningen for en museumshavn, vil det samtidig give mulighed for at fjerne kanalrundfarternes anløbsbroer, billetsalg og flagstænger, og retablere kanalens smukke afslutning mod Kgs. Nytorv, med stentrappen mellem land og vand, imellem toiletbygningernes fornemme kampestensmure, der igen vil rejse sig markant op ad vandet. Det frie blik fra Kgs. Nytorv til vandet - Mindeankerets smukke baggrund - som har været spoleret de sidste femten år, vil være frit igen.

Vokser og vokser: På trods af hårdnakkede benægtelser fra Canal Tours er det en kendsgerning, at havnerundfartens både gennem årene er blevet større og større. Nyhavnskanalen er nu Danmarks travleste færgehavn, og bådene har nået et omfang, så de hele tiden kolliderer med de historiske træskibe på begge sider af kanalen. I 2010 blev der konstateret 23 tilfælde af påsejlinger - plus de mange kollissioner, hvor gerningsmanden ikke dokumenteres. Sagerne ordnes som regel som forsikringsskader, men selve miljøet er blevet uholdbart for et gammelt træskib.

Fra de gode gamle dage I 1980-erne havde havnerundfarten stadig både, som i dimension passede til de gamle, københavnske kanaler. Rederiet Canal Tours påstår, at bådene ikke er vokset siden. Prøv at sammenligne de to fotos herover - og døm selv.

For det andet:

Kajerne inden for broen skal forbeholdes museums- og veteranskibene som ren museumshavn

Skal det give mening må de yderste to til fire meter af kajarealet forbeholdes publikum, og friholdes fra kommercielle tiltag. På solsiden har det store publikumspres de senere år umuliggjort alle vedligeholdelsesarbejder der kræver kajplads - skibene må derfor forhale til den anden side når der f.eks. skal høvles master.

På Charlottenborgsiden anvendes det friholdte areal til en blanding af promenade og ikke-kommercielle skibsaktiviteter som kajpladskrævende vedligeholdelsesarbejder på skibene, og skibsrelaterede museumsaktiviteter som f.eks. særarrangementer med reberbane, jollebygning eller anden praktisk håndværksformidling. En promenade med arbejdende åbne ’værksteder’ efter behov, og besøgsmulighed på museumsskibene.

Endvidere vil friholdelsen forhindre, at der opstilles julemarkeder eller andre uvedkommende kommercielle elementer langs kajerne foran skibene. Julemarkedet som nu er placeret i Nyhavn i november og december, afskærer helt fornemmelsen af havn – skibene og vandfladen forsvinder, og det er lige uklædeligt fra begge sider af kanalen. Julemarkedet foreslås henvist til Kgs. Nytorv, hvor boderne kunne danne en stemningsfuld ramme om skøjtebanen og lysene i træerne. Nyhavn kunne så ”nøjes” med den gamle skik med grantræer med lys i mastetoppene. Smukt og enkelt.

Konsekvensen er også, at teaterbådene/båden – der er fejlanbragt i Nyhavn - forhales uden for Nyhavnsbroen, så der bliver lige regler på begge sider af museumshavnen, hvor f.eks. servering på vandarealet, og andre kommercielle tiltag, ikke er tilladt.

Ud over disse nødvendige tiltag ser Nyhavnsforeningen således gerne, at begge kajarealer får samme status som brolagte gågader, og kanalens sider derved bliver ligeværdige. Lad gerne de få værtshuse på sydsiden få mulighed for udeservering. Under alle omstændigheder vil det være ønskeligt at pladsen omkring Mindeankeret aflastes, da stedets særlige karakter bør respekteres mere, end det er tilfældet ved flere af de arrangementer der finder sted nu.

Det er ønskværdigt at finde nye veje og muligheder, ikke for at konkurrere med solsiden af kanalen – tværtimod – men for at give Charlottenborgsiden liv og sin egen identitet, og dermed skabe balance mellem skibsmuseet, kanalen og det rekreative rum i Nyhavn.

DOKUMENT 2:

Teaterskibene i Nyhavn

Sådan gik det til, at teaterprammene oprindeligt kom ind i den historiske kanal

Efter at det indre Nyhavn blev museums- og veteranskibshavn i 1976, fik først én, så to teaterpramme lov til at lægge til kaj på Nationalmuseets side. Placeringen er sket uden om Nyhavnsforeningen, der mener at teaterprammene alene på grund af udseende og ikke mindst volumen er malplacerede i det historiske miljø.

Københavns kommune vedtog en Byrumsstrategi for Nyhavnsområdet i 2009.
I forarbejderne indgik Nyhavnsforeningens visioner for en genopretning af kvaliteten i museumshavnen. Visionen af 18.januar 2007 kan læses på http://nyhavnsforeningen.dk/index.php?page=doku, men forordet skal citeres her:
Nyhavnsforeningens vision er at (gen)skabe en kvalitativ museumshavn i hjertet af København, og på den måde styrke det historiske miljø der har sat København og Danmark på turismens verdenskort, og samtidig sikre såvel museumsfartøjerne som de bevaringsværdige sejlende skibe en fremtid, med acceptable betingelser i en tryg havn, til glæde for alle parter – skippere, beboere, byens borgere og de mange turister.
Et af visionsplanens forudsætninger for en museumskaj af høj kvalitet, var at komme af med de store skæmmende fastliggende teaterpramme, og med hensyn til cafeskibet LIVA løste problemet sig selv i 2007 p.g.a. råd, svamp og manglende vedligehold. Kajpladsen blev derefter givet som reparationskaj til Nyhavns træskibe – helt i tråd med visionerne for museumssiden.
Det er derfor uforståeligt – og katastofalt for fartøjsmiljøet – at kommunen nu har inddraget pladsen og givet den videre til en ny og større teaterpram - en ny LIVA 2 uden historisk og maritim egenværdi.
Bådteatret
Da Nyhavn blev indviet til veteranskibshavn i 1976, fik Nationalmuseet den pæne side og Nyhavnsforeningen den anden. Nationalmuseet behøvede ikke særlige regler – det var en selvfølge, at institutionen sikrede et fredningsværdigt miljø - mens de sejlende skibe på den modsatte side fik strenge regler for at forhindre, at eventuel privat foretagsomhed ødelagde det historiske helhedsbillede, det var meningen at skabe og fastholde.
”Ingen handel fra skib til kaj” ,
”ingen reklamer på skib eller kaj”
”ingen permanent beboelse ombord (= husbåd)” og
”ingen restaurationsvirksomhed om bord”
Disse regler er stadig gældende og overholdes strengt på Nyhavnsforeningens kajside.
Når Bådteatret overhovedet fik lov at lægge sig ind i Nyhavn (efter besigtigelse af museumsinspektør Ole Crumlin Petersen, Nationalmuseet), var det dels fordi fartøjet dengang var en ydmyg gammel nittet jernpram der var ’shipshape’, og dels på grund af bådens kulturelle virke, hvor den i sommersæsonen sejlede ud med teaterforestillinger til provinshavnene. (Se den ovenfor i Bo Bonfils kærlige streg).
Det ophørte, prammen blev fastligger - og det kulturelle har siden kun omfattet teaterdriften.
Hensynet til det omgivende miljø, og intentionerne for Nyhavn har Bådteatret set stort på siden. Og når nu LIVA kunne servere på dækket – ja så kunne Bådteatret vel også, hvilket resulterede i den store teltoverbygning der blev sat op i firserne – (hvor klagerne blev besvaret med at det var aldeles midlertidigt). Overbygningen var voldsom og skæmmende, og kom til at hærge Nyhavn i omkring 20 år. Prammens fremtoning lå langt fra det fartøj der fik lov at komme ind, og indsigelser fra Nationalmuseet og Nyhavnsforeningen blev overhørt. ry
Teltoverbygningen blev først fjernet i foråret 2006, og alle var glade en kort stund, indtil der blev opsat partytelt med kulørte lamper, som dog nu også er blevet en smule nedtonet.
Status
Efterfølgende er den historiske nittede jernpram fra 1898 blevet repareret uskønt med svejsede plader, og den offentlige aktivitet med udskænkning på vandarealet fortsætter.
LIVA
LIVA var et norskbygget træskib fra 1919, der i en årrække sejlede som missionsskib i de norske fjorde frem til 1983, hvor det efter en kort tid i Århus kom til København og blev ombygget til cabaret-skib med  plads i Frederiksholms Kanal. Men når nu Bådteatret kan ligge i Nyhavn kan vi vel også – og sådan blev det.
LIVA kom ind i Nyhavn i 1987, og i 1993/95 blev fartøjet - med kommunen som ejer -gennemgribende restaureret.  Men allerede 10 år efter var skuden pilrådden og synkefærdig. Kommunen kalkede liget og satte det til salg. Ingen bed på, og i januar 2007 blev LIVA under skærpede sikkerhedskrav slæbt ud af Nyhavn og hugget op.
Derefter gav kommunen Nyhavnsforeningen den ledige plads til en stærkt tiltrængt udrustnings – og reparationskaj for nyhavnsskibene, som kompensation for de efterhånden umulige adgangsforhold til skibene fra værtshuskajen.
Status
Her er siden arbejdet med høvl og kalfatrejern. Der er tildannet høje master af de rå træstammer – det er og har været et flot og relevant formidlingsarbejde i museumshavnen  - lige efter visionerne i byrumsstrategien.
Herover: Den gamle, nu ophuggede LIVA, erstattedes i 2011 af en nysvejset jernpram af meget større dimensioner
Det er desværre netop denne kajplads, som kommunen nu har foræret til LIVA 2, den nye kontor- og teaterpram. Og besætningerne på Nyhavns veteranskibe aner nu ikke, hvor de har plads til at udføre de nødvendige vinter- og forårsarbejder.
Sådan er historien om LIVA foreløbig endt: en ombygget jernpram med kontorlokaler på dækket indtog den 28. marts 2011 den historiske træskibshavn i den Indre Kanal.

 

DOKUMENT 3:

Krølle gav Nyhavn ny energi

Nyhavnsforeningens æresmedlem Hilma "Krølle" Hoffmann Johansen, Nyhavns tøjdronning i 60erne og 70erne,  var en af pionererne, da kanalen skulle have nyt liv. Hun er død i februar 2011 og var de sidste år meget skeptisk over for "tivoliseringen" af sit elskede Nyhavn

'Krølle' er død - Hilma 'Krølle' Hoffmann Johansen - Nyhavns ukronede tøjdronning i 60erne og 70erne, med teenage tøj- og modebutikker i nr. 13, 17 og 23, og senere også i nr. 1.

Matrostrøjer for 198 kr. og sømandssweaters til 88 kr, og meget mere moderigtigt maritimt. Det var en kæmpesucces - "1000 unge venter på deres sømandsbukser" - og forretningseventyret resulterede i en villa i Skovshoved og forretningernes blikfang: Den gule Rolls Royce, "for det er det gamle og det ægte ungdommen søger, og intet kan være mere ægte end en Rolls Royce".

Sømandssweaters til 88 kroner - det var tider i 1960erne, da Krølle blev Nyhavns modedronning, og den klassiske søekvipering blev moderigtig. Her hendes første butik i nummer 13, let kendelig på de to store cifre 1 og 3 på hver side af indgangsdøren.

Kvalitet var Krølles adelsmærke, og hun var stærkt optaget af, om Nyhavns daværende generelle forfald kunne vendes gennem ny energi - og den havde hun. Sammen med arkitekt Peter Stephensen og andre ligesindede i området blev Nyhavnsforeningen stiftet i 1974 med Peter som formand og Krølle som næstformand m/k. Formålet var at få Nyhavn til live igen - forhindre at Nyhavnsbroen blev svejst til - og få liv i kanalen med gamle sejlende erhvervsfartøjer langs kajerne. Gennem et samarbejde med landsforeningen Træskibs Sammenslutningen blev der afholdt et par stævner, hvor Nyhavn blev fyldt op med skonnerter og galeaser, kvaser og pæreskuder, og det blev set og bemærket af både borgere og rådmænd. Skibene var den manglende hånd i handsken - og i 1976 blev Indre Nyhavn øremærket og officielt indviet til Københavns Museums- og Veteranskibshavn. Det var stort tænkt og set - og langsomt voksede succesen så voldsomt at den nu - 35 år efter - er tæt på at sejre sig ihjel.

Engageret og skarp

Efter at Krølle gik på pension, så vi ikke så meget til hende i Nyhavn - hvor alle tøjbutikkerne for længst er blevet til restauranter - men på sidelinien fulgte hun med, og den tiltagende 'tivolisering' af området huede hende bestemt ikke. Krølle mistede langsomt synet, og ville helst ikke forlade sin lejlighed, men i telefonen var hun ind til det sidste både engageret og skarp, hvis f.eks. City Avisen bragte dårligt nyt fra Nyhavn.

Krølle var selvfølgelig æresmedlem i Nyhavnsforeningen - og der er al mulig grund til at mindes hendes engagement - ikke bare som igangsætter og tøjdronning i Nyhavn, men som en af Københavns store store ildsjæle, der - på moderne dansk - gjorde en forskel.

Arne Gotved

Formand for Nyhavnsforeningen